Ordbog

Teknisk SEO

Teknisk SEO er optimering af et websites tekniske fundament, så søgemaskiner kan crawle, forstå og indeksere siderne uden friktion. Disciplinen dækker alt fra sidehastighed og Core Web Vitals til sitestruktur, redirects, canonical-tags, sitemaps og robots.txt. Uden et sundt teknisk fundament får selv det bedste indhold aldrig den synlighed, det fortjener.

Mekanikken bag

En søgemaskine skal igennem tre trin, før jeres indhold kan ranke: finde siden, læse den og gemme den i indekset. Teknisk SEO fjerner forhindringerne på den vej. Det kan være redirect-kæder, der spilder crawl budget, JavaScript, der gemmer indholdet for crawleren, duplikerede sider uden canonical, eller en mobiloplevelse, der loader for langsomt. Ingen af delene springer i øjnene, når man klikker rundt på sitet, men de påvirker alle jeres rankings.

Disciplinen adskiller sig fra content-arbejdet ved at handle om rammerne omkring indholdet: kode, server, struktur og de signaler, der styrer crawlernes adfærd. En side kan være fagligt fremragende og alligevel usynlig, hvis rammerne spænder ben. AI-search har kun gjort fundamentet mere værd, for crawlerne bag ChatGPT og Perplexity er mindre tålmodige end Googlebot og opgiver indhold, der kræver tung JavaScript-rendering for at komme frem.

For virksomheder med store sites er teknisk SEO samtidig ofte det sted, hvor de hurtigste gevinster ligger: Fjerner I en teknisk blokering, kan det løfte hele sektioner af sitet på én gang. Hvordan man griber arbejdet an i praksis, dækker guiden om teknisk SEO.