Money Pages
Money pages er de sider på jeres website, der direkte skaber forretning: produktsider, kategorisider, ydelses- og prissider. Det er her, en besøgende bliver til en kunde eller et lead, og resten af sitet har som en af sine fornemste opgaver at føre de rigtige besøgende derhen.
Begrebet er nyttigt, fordi det tvinger prioritering ind i SEO-arbejdet. Trafik har kun værdi, når den lander de rigtige steder eller bliver ført videre derhen. Tusind besøgende på et blogindlæg uden vej videre er en flot kurve i rapporten og ikke meget andet.
En money page skal ranke på keywords med kommerciel search intent: "regnskabsprogram til små virksomheder", "tandlæge Aarhus", "køb kontorstole". Konkurrencen på den slags keywords er benhård, og siden kan sjældent klare sig alene. Guides og blogindlæg fanger de tidlige, informationssøgende forespørgsler, bygger autoritet på emnet op og sender både besøgende og linkværdi videre gennem interne links.
En money page måles samtidig på sin evne til at konvertere, og her krydser SEO ind i CRO. En money page på side 1, der ikke konverterer, er et dyrt udstillingsvindue.
AI-search skærper arbejdsdelingen. Når ChatGPT og Googles AI Overviews besvarer de tidlige researchspørgsmål direkte i fladen, er de besøgende, der klikker sig frem til jeres money pages, typisk mere afklarede og tættere på beslutningen, og siderne skal stå tilsvarende skarpt, når klikket endelig kommer.