SEM
SEM står for Search Engine Marketing og dækker markedsføring på søgemaskinernes resultatsider. Oprindeligt rummede begrebet både betalt annoncering og SEO, men i daglig tale bruger de fleste i dag SEM om den betalte del: annoncer i Google Ads og Microsoft Advertising, også kaldt PPC eller paid search.
Sådan fungerer SEM i praksis
I vælger de keywords, I vil være synlige på, og byder på dem i en auktion. Vinder jeres annonce, står den øverst på siden med mærkatet "Sponsoreret", og I betaler pr. klik. Prisen afhænger af konkurrencen på det enkelte keyword og af jeres kvalitetsscore, altså hvor relevant Google vurderer annoncen og landingssiden. Et højt bud kan med andre ord ikke købe sig fri af dårligt content.
Styrken ved SEM er kontrol og hastighed: I kan være synlige på et keyword i morgen, styre budgettet ned til øren og slukke igen, når kampagnen er slut. Svagheden er den samme mekanik set fra den anden side, for synligheden stopper i samme sekund, budgettet gør.
Samspillet med SEO
De to discipliner supplerer hinanden. Annoncer kan dække de keywords, hvor I endnu ikke har organiske rankings, mens SEO bygger den varige synlighed op, og søgetermsdata fra annoncekontoen er noget af det bedste råmateriale til en søgeordsanalyse, fordi I kan se, hvilke søgninger der konverterer. SEM køber jer dermed opmærksomhed her og nu, mens SEO afgør, om I også bliver fundet uden at betale for det.