Exact match anchor text
En exact match anchor text er en ankertekst, der er identisk med det keyword, målsiden skal ranke på. Linker et website til jer med ankerteksten "vinterjakker til mænd", og det er præcis det keyword, jeres side jagter, er linket exact match. Ankertekster fortæller Google, hvad målsiden handler om, og exact match er den mest direkte udgave af det signal.
Fra supervåben til risiko
I SEO'ens tidlige år fungerede exact match anchors nærmest som en snydekode, og det udnyttede branchen flittigt, indtil Google med Penguin-opdateringen begyndte at slå ned på kunstige linkprofiler. En overvægt af exact match ankertekster er et af de tydeligste fingeraftryk fra manipuleret linkbuilding, og i dag kører den vurdering løbende som en del af Googles spam-systemer. Et mønster af hårdt optimerede ankertekster fra eksterne websites ligner køb eller aftalt spil, uanset hvor gode domænerne bag er.
Hvordan en naturlig profil ser ud
Naturlige links har rodede ankertekster. Folk linker med brandnavnet, den nøgne URL, et "læs mere her" eller en halv sætning fra deres egen tekst, og kun sjældent med det perfekte keyword. En naturligt opstået ekstern linkprofil har derfor en overvægt af brand- og navigationsankre, en pæn andel delvise fraser, og exact match som undtagelsen.
Internt på eget website gælder en anden logik. Her styrer afsenderen selv teksten, og beskrivende, keyword-nære ankertekster hjælper både brugere og søgemaskiner med at forstå strukturen; det er alene den eksterne profil, Penguin-logikken vurderer. Hvordan man arbejder struktureret med fordelingen mellem ankertyper, dækker guiden om ankertekststrategi.