Google Manual Action
En Google Manual Action er en manuel straf, hvor en medarbejder hos Google har vurderet, at et website bryder Googles spam-politikker. Konsekvensen er kontant: De ramte sider falder markant i søgeresultaterne eller ryger helt ud af indekset, indtil problemet er løst.
Det manuelle er netop forskellen på en manual action og en algoritmisk nedjustering. Ved en core update er det maskinen, der omvurderer jer sammen med resten af nettet, og ingen fortæller jer hvorfor. Ved en manual action har et menneske kigget på jeres site, og I får direkte besked i Google Search Console om, hvad Google har fundet.
Hvad udløser en manual action?
De typiske årsager ligger alle i black hat-kategorien:
- Unaturlige backlinks, både købte links til jer og manipulerende links fra jer.
- Tyndt eller automatisk genereret indhold uden reel værdi, herunder scaled content abuse: masseproduceret indhold, der kun findes for at fange søgetrafik.
- Cloaking, skjult tekst og andre forsøg på at vise Google noget andet end brugeren.
Vejen ud af en manual action
Problemet skal være rettet i bund, ikke kun på de sider, Google har nævnt som eksempler, hvorefter en reconsideration request beskriver, hvad der var galt, og hvad der er gjort ved det. Anmodningen behandles af et menneske, og straffen ophæves, når rettelsen er godkendt. En manual action kan udløbe af sig selv efter længere tid, men det løser ikke det problem, der udløste den.
For langt de fleste virksomheder, der arbejder seriøst med SEO, forbliver manual actions noget, man læser om. For websites, der holder sig inden for søgemaskinernes retningslinjer, er risikoen lav, men også et hacket site eller spam fra brugere i fx kommentarfelter kan udløse en manual action.