Ordbog

AI-citering

AI-citering, på engelsk citation, er når et AI-genereret svar henviser til en bestemt kilde, typisk med et link eller en kildeangivelse ved den del af svaret, kilden understøtter. Googles AI Overviews og AI Mode viser links i og ved svaret, Perplexity nummererer sine kilder, og ChatGPT, Copilot og Claude viser kilder, når de har søgt på nettet. Svar, der alene bygger på modellens træningsdata, har som regel ingen kildehenvisninger.

Citering, omtale og anbefaling

Tre ting bliver ofte blandet sammen. En citering betyder, at jeres side er brugt som kilde og linket. En omtale betyder, at jeres brand er nævnt i selve svarteksten, med eller uden link. En anbefaling betyder, at svaret peger på jer som et svar på brugerens behov. En guide fra jeres site kan godt blive citeret som kilde til en generel forklaring uden at jeres navn står i teksten, og en sprogmodel kan nævne jeres brand ud fra træningsdata uden at linke til jer. For mange virksomheder vejer omtalen i svar på købsrelaterede spørgsmål tungest, mens citeringer på informationsspørgsmål giver synlighed og trafik tidligere i kunderejsen.

Hvad afgør, hvem der bliver citeret

Når et AI-svar bygges på en websøgning, vælges kilderne blandt de sider, søgningen finder. Hos Google sker det gennem de almindelige rankingsystemer og query fan-out. Sider, der besvarer et konkret delspørgsmål præcist, bidrager med noget, andre kilder ikke har, og har en tydelig afsender, er nemmere at bruge i et svar. Google skriver, at der ikke findes særlig markup, som gør en side citerbar i de generative AI-funktioner.

Citeringer skifter fra svar til svar og fra bruger til bruger. De bliver derfor målt som en andel over tid på et fast sæt prompts frem for som en enkelt observation. I Search Console viser rapporten for generativ AI, hvor ofte links til jeres site er vist i AI Overviews og AI Mode. Metoden til at følge citeringer og omtale på tværs af AI-tjenesterne gennemgår guiden om LLM-overvågning.