GEO (Generative Engine Optimization)
GEO, generative engine optimization, er arbejdet med at blive vist, nævnt og citeret, når AI-tjenester som ChatGPT, Copilot, Perplexity, Gemini og Googles AI Overviews besvarer et spørgsmål. Begrebet kommer fra en forskningsartikel fra 2023, GEO: Generative Engine Optimization, der testede, hvordan ændringer i en tekst påvirker dens synlighed i AI-genererede svar. Siden er GEO blevet branchens samlebetegnelse, ofte side om side med AEO (answer engine optimization) og LLM-optimering.
Forholdet til klassisk SEO
Google skriver i sin guide til generative AI-funktioner, at optimering til generativ AI-søgning set fra Google Search stadig er SEO. Det følger af mekanikken. AI Overviews og AI Mode finder deres kilder i Googles eget indeks via query fan-out, og Copilot bygger på Bings indeks. En side, som søgemaskinerne ikke kan crawle og indeksere, kan derfor heller ikke hentes ind som kilde, når et AI-svar bygges på en live søgning.
Forskellen ligger i, hvad der måles. En ranking er en position på en resultatside. I et AI-svar er spørgsmålet, om jeres brand bliver nævnt, hvordan det bliver beskrevet, og om svaret linker til jer som kilde. Svarene skifter fra gang til gang, så synligheden følges over tid på et fast sæt prompts frem for som én placering.
Hvad GEO betyder i praksis
For de fleste danske virksomheder bygger GEO videre på det SEO-arbejde, der allerede er i gang. Vægten flytter mod indhold med egen erfaring og egne data, som et AI-svar ikke kan stykke sammen fra andre kilder, mod en tydelig afsender og mod omtale fra troværdige kilder. Flere af de genveje, der sælges som GEO, afviser Google direkte: Tekst hakket op i små bidder, en llms.txt eller særlig AI-markup gør ifølge Google hverken fra eller til for synligheden i Search.
Hos Bonzer kalder vi disciplinen AI Search-optimering. Guiden om AI-search gennemgår, hvordan de enkelte AI-tjenester vælger deres kilder.