Ordbog

Duplicate content / Duplikeret indhold

Duplicate content er identisk eller næsten identisk indhold, der ligger på flere URL'er, enten internt på jeres eget website eller på tværs af domæner. Google vil helst vise ét resultat per stykke indhold og filtrerer derfor dubletter fra, så kun én version får plads i søgeresultaterne.

Myten om duplicate content-straffen

Duplikeret indhold udløser normalt ingen straf. Problemet ligger et andet sted: Google vælger selv, hvilken version der skal ranke, og det er langtfra altid den, I ville have peget på. Interne dubletter spreder samtidig linkværdi og crawl-ressourcer ud over flere URL'er, så ingen af dem står stærkt i SEO. Kun ved decideret kopispam i stor skala reagerer Googles spam-systemer med hård hånd.

Hvordan dubletter typisk opstår

De færreste kopierer med vilje. Klassiske kilder er URL-parametre og filtre, der skaber uendelige varianter af samme side, websitet tilgængeligt på både http og https, printversioner og produktbeskrivelser leveret af producenten, som hundredvis af andre shops bruger ordret.

Hvordan Google håndterer dubletter

Google konsoliderer selv dubletter, når signalerne er tydelige. Et canonical-tag fortæller, hvilken version der er originalen, og en 301-redirect samler flyttede og nedlagte sider på den blivende URL. Canonical er dog et hint snarere end en ordre: Google kan vælge en anden kanonisk version, hvis andre signaler som interne links og sitemaps peger i en anden retning. Hvordan man rydder op i dubletter i praksis, dækker guiden om teknisk SEO.