CMS
CMS står for Content Management System: den software, I bygger og driver jeres website i. Et CMS lader redaktører oprette sider, redigere tekster og publicere content uden at skrive kode. WordPress, Shopify, Umbraco og Webflow er kendte eksempler.
Traditionelle og headless CMS'er
I et traditionelt CMS hænger indhold og design sammen i ét system, der både gemmer teksterne og viser siderne frem. Et headless CMS som Sanity, Storyblok eller Contentful gemmer kun indholdet og leverer det via et API til en frontend, som jeres udviklere selv bygger. Det giver mere frihed og ofte højere hastighed, men kræver også et hold, der tager ansvar for den tekniske kvalitet hele vejen rundt.
CMS'et sætter rammen for SEO
Valget af CMS bestemmer, hvor meget kontrol et website giver over de detaljer, SEO-arbejdet består af: URL-struktur, meta-titler, redirects, sitemap, structured data og sidernes hastighed. Systemerne spænder fra åbne platforme, hvor redaktøren selv styrer alle felter, til lukkede løsninger, hvor selv en titel-rettelse kræver en udvikler i loopet. Forskellen viser sig i eksekveringen: I et fleksibelt setup tager en rettelse minutter, mens små tekniske optimeringer i et låst system bliver til udviklingsopgaver med ventetid og budget.
Ingen platform er dog i sig selv en garanti eller en dødsdom. Godt håndværk kan få næsten ethvert moderne CMS til at ranke, og opslaget om teknisk SEO viser, hvilke discipliner systemet skal understøtte. Kontrol over detaljerne vejer tungere end logoet på platformen.