Opdateret 8. februar 2021 af Thomas Bogh

Ny Google opdatering: December 2020 Core Update

Ny Google opdatering: December 2020 Core Update

Der gik ikke lang tid af december, før Google kom med sin første julegave i form af en ny algoritme opdatering – bedre kendt som en core update.

Om det er en julegave eller ej, afhænger meget af den måde, man har arbejdet med SEO på siden maj 2020, som var datoen for seneste core update. 

Har man nemlig arbejdet modsat Googles retningslinjer, er der større sandsynlighed for at opdateringen kan skade placeringer på søgemaskinen.

Men hvis man derimod har arbejdet sammen med Googles retningslinjer, vil man have større sandsynlighed for fremgang.

Vi gennemgår derfor her, hvad den nye opdatering kan betyde for dig og din virksomhed, og hvad en core update generelt er.

Om denne core update

Google bekræftede 3. december 2020 en ny opdatering af sin algoritme. Dette er den tredje i 2020, hvor de to andre lå i januar og maj.

Det er muligt, at Covid-19 har forsinket denne opdatering, taget i betragtning at der er gået hele 7 måneder siden sidste core update.

Derfor er der også løbende spekulationer i, om denne opdatering vil have mere indflydelse end andre. Dette er dog noget, man vil se med tiden. Typisk tager det nemlig to-tre uger, før at en opdatering er rullet helt ud.

Google har i forlængelse af sine core updates klare guidelines for hjemmeside-ejere, som du kan læse her.

Hvad er core updates?

En Google Core Update er en opdatering fra Google, som sker ved en betydelig ændring af Googles algoritme.

Core updates prøver hermed at gøre brugeroplevelsen bedre gennem mere relevant, brugbart og troværdigt indhold.

En core update er ligeledes en opdatering af algoritmen baseret på alle de små opdateringer og retninglinjer, som Google er kommet med siden den seneste store algoritme opdatering.

Har man fulgt Googles retningslinjer, som de løbende er kommet med, står man derfor også bedre ved opdateringen.

Core updates plejer at komme 3-4 gange om året. Du kan i denne oversigt se listen over tidligere opdateringer af Googles algoritme.

Derfor er core updates vigtige

Googles core updates har altid været vigtige, og vil fortsat være det.

Disse opdateringer betyder nemlig en opdatering af algoritmen, hvilket potentielt kan betyde stor økonomisk fremgang eller nedgang baseret på udviklingen i Googles placeringer.

Som det altid er med disse opdateringer, bliver mange hjemmeside-ejere ofte paniske for, hvad det kan betyde for den digitale synlighed.

Men hvor mange frygter opdateringerne, kan det også betyde vækst for optimerede sider.

Hvis man eksempelvis ved sidste opdatering så en stor nedgang, og siden da har optimeret sin side med god SEO, så vil en Core Update kunne sætte gang i væksten igen. Dette skyldes, at Google opdaterer på de områder, som der siden sidste opdatering er blevet optimeret.

Ved opdateringen 4. maj, kunne vi eksempelvis se en klar positiv udvikling for flere at vores kunder som resultat af den løbende optimering:

udvikling i organisk trafik ved google may core update

Man kan under alle omstændigheder forvente, at disse core updates vil give bemærkelsesværdige ændringer i søgeresultaterne på alle sprog.

Det betyder en core update for din virksomhed

Som ovenstående også fortæller, kan udsving på baggrund af en core update skyldes den måde, som du har arbejdet med din hjemmeside. Dog ligger der flere faktorer bag, som der altid gør ved Googles organiske resultater.

Hvis din side enten falder eller stiger i søgeresultaterne, er det som udgangspunkt et udtryk for, hvor relevant indholdet er ift. search intent.

Har din side udviklet indhold, som er mere relevant siden sidste opdatering, er det muligt, at du hermed vil stige i søgeresultaterne. Hvis indholdet er blevet mindre relevant, vil du typisk se det modsatte.

Derfor er det altid en god idé, at gøre indholdet mere gennemgående ud fra de forskellige søgninger.

Mere dybdegående content vil give en bedre brugeroplevelse, hvilket Google sætter pris på. Det vil i sidste ende komme dine placeringer til gode.

Det kan også være, at du har publiceret nyt indhold siden sidste opdatering, som her på godt eller ondt derfor vil kunne give større udsving.

Tilbage i maj ved Googles sidste opdatering, udarbejdede vi i forlængelse en guide, som du kan bruge ovenpå en core update. Den kan bruges til at analysere og forbedre din hjemmeside ovenpå en core update, som December 2020 Core Update.